Facebook-annoncering virker!
Af Ricki Melchior | 8. juli 2011
Facebook-annoncers allerstærkeste fordel er, at man kan segmentere dem tæt på det uendelige og dermed uhyre præcist ramme lige præcis den målgruppe, man ønsker.
35-årige mænd fra Broby, der elsker Penny, Lady Gaga og kærnemælk? Intet problem! 16-årige Slagelse-piger med forkærlighed for sejlsport, makrelmadder og Turboweekend? Easy peasy!
Denne fantastiske evne gav en gruppe passionerede kaffedrikkere her på vores kontor en mulighed for billigt, effektivt og kreativt at appellere til vores overordnede i en mindre uoverensstemmelse omkring, hvilken ny kaffemaskine kontoret skulle have. Og ikke mindst hvornår.
Som en ventil for vores utålmodighed indrykkede vi en række Facebook-annoncer, der var segmenteret så hårdt, at vi var sikre på at vores chef ville se dem. Vi kom faktisk så langt ned, at vi ramte færre mennesker end Facebook tillod, så vi var nødt til at lempe lidt på udvælgelsen igen.
Det virkede! Som man kan se på billedet, blev vores chef Andreas eksponeret for vores kreative lille kaffebøn, og derefter var der ikke andet at gøre end at krydse fingre og vente. Og i går kom så belønningen! Verdens flotteste pakkebud ankom med verdens flotteste papkasse, hvorefter kaffeteamet med en intens akademisk koncentration nærstuderede samtlige indstillingsmuligheder for at maksimere udbyttet af bønnernes æteriske æstetik.
Tilfredsheden med vores lille kampagnes succes var enorm, da vi kunne brygge den første Americano, som billedet er et mildt vidnesbyrd om. Det er en himmelsk fryd at blive mødt hver morgen med den slags aromaterapi, som vores nye Jura præsterer.
Til alle tvivlerne:
Facebook-annoncer – de virker!

